Hej
Jeg skriver dette indlæg som repræsentant for VVS-Eksperten. Vi har ikke deltaget i dette forum i lang tid, idet der efter vores opfattelse er for meget mudderkastning, og for mange ”seriøse” indlæg der kun tjener til formål at promovere nogle produkter og nedgøre andre.
Dette indlæg er IKKE et udtryk for at vi vil genoptage debatten på dette forum, men der er dog et enkelt indlæg vi ikke vil lade ukommenteret.
Den 24/10 kunne man læse følgende i et indlæg fra Jesper:
”Energi-tjenesten har visket mig i øret at der har været adskellige retsager mod VVS eksperten, som de har tabt fordi det er ulovlige vare de sælger (VVS eksperten har indviliget i at tage vare tilbage, men ikke at betale installation)”.
Indlægget er åbenbart fjernet igen, jeg kan i hvert fald ikke finde det i dag. Men lad mig slå fast at vi ALDRIG, fra firmaets start i år 2000 og frem til nu, har tabt en retssag om en kedel (uanset type) der ikke virker eller har manglet godkendelse. Til oplysning kan jeg også fortælle at der i samme periode kun har været 4 sager som er endt i retten, hvoraf kun én stadig verserer (vedr. en Multi 22 som vi ikke forhandler længere).
Det som Jesper refererer er usandt.
Og nu da vi er faret i blækhuset. Vedr. fyring med brænde i Bio 18, så ja, det er helt korrekt at den ikke er testet til brænde MEN vi henholder os til Miljøstyrelsens FAQ, der står:
”Må et fyringsanlæg markedsføres til og anvendes med andre brændsler end den/de type(r) det er testet med?
Ja, det må det gerne, så længe der er tale om lovlig brændsel”.
Og et andet citat:
”Hvis et anlæg er testet med en type brændsel, må det så markedsføres til fyring med andre brændsler?
Fyringsanlægget testes efter standarden. Heri indgår en specifikation af testbrændslet.
Brugeren af fyringsanlægget kan fyre med alle lovlige brændsler (det vil sige brændsler, der er nævnt i biomasseaffaldsbekendtgørelsen
https://www.retsinformation.dk/Forms/R0 ... x?id=13033), så længe anlægget ikke giver anledning til væsentlig forurening (i dette tilfælde kan brugeren af fyringsanlægget risikere et påbud efter miljøbeskyttelseslovens § 42).”
Det tolker vi som at man må bruge træ, affald eller ej, også i Bio 18.
Her skulle man jo så tro at man kunne henvende sig til Miljøstyrelsen og få et bindende svar, men nej, de udtaler sig ikke, men henviser til en positivliste der bliver offentliggjort engang...
Vi har drøftet sagen med Dansk Energibrancheforening, som er enig i vores fortolkning, så igen, det er vores påstand at det forholder sig sådan.
Der er blevet argumenteret imod dette her på forum, men døm selv.
Endvidere hævdes det på dette forum at kedlen, Herkules U22, skulle have en virkningsgrad på 45%. Det er med stor undren at jeg læser dette, idet ikke engang en gammel Salamander kedel må antages at ligge med så lav en virkningsgrad. Viadrus (producenten) angiver 71-78% i virkningsgrad på træ, så hvor mon de 45% kommer fra?
Med hensyn til godkendelsen på 29, 34 & 40 kW, så er det korrekt at den har manglet. Det skyldes simpelthen at vi troede at det var nok med godkendelsen på 24 kW. Det var det så ikke – beklager - men vi har været lige så forvirrede som alle andre, Miljøstyrelsen inklusive.
Det er også korrekt at vi har fortsat salget, men vi har hele tiden været sikre på at vi fik godkendelsen. Umoralsk... måske, men i vores verden nærmere en formalitet der skulle bringes i orden.
Igen, døm selv.
Desuden har vi, mig bekendt, kunnet afhjælpe situationen for de ganske få kunder der har haft problemer med skorstensfejeren (til trods for hvad man kan læse på dette forum, har vi faktisk en fin dialog med skorstensfejerne generelt).
Jeg er dog ikke i tvivl om at vores ”venner” på dette forum vil gribe lejligheden til at forbande os langt hen på dette grundlag, men jeg vil lade det være op til hver enkelt at afgøre hvor slem ”forbrydelsen” er.
Men for at gøre enhver tvivl til skamme skal vi gerne tilbyde at tage alle Bio 18 anlæg retur og tilbagebetale det fulde beløb.
Eneste betingelse er at man returnerer hele anlægget (kedel og brænder) ,at anlægget er købt i tidsrummet 15/5-2008 til 24/10-2008 samt at det afleveres i en af vores butikker senest 1/12-2008 i almindelig rengjort og intakt stand.
For dem der måtte ønske at gøre brug af dette tilbud beder vi om at man kontakter os et par dage før på
salg@vvs-eksperten.dk og opgiver fakturanummeret.
Dette tilbud fremsættes med sindsro, vores kunder er faktisk glade for Bio 18.
Slutteligt vil jeg bede de debattører der sammenligner os med Rosendal og det ”gamle” VVS-Grossisten om at overveje følgende: Er jeres negative opfattelse af VVS-Eksperten udsprunget af egne erfaringer/oplevelser med firmaet, eller er jeres mening farvet af alle disse mere eller mindre underbyggede indlæg på forum?
Som sagt opfatter vi ikke dette forum som upartisk, så jeg vil på forhånd sige at uanset hvilke kommentarer der kommer på dette indlæg, godt eller skidt, ønsker vi ikke at deltage yderligere, men håber blot at niveauet og tonen vil blive forbedret
Med venlig hilsen
Allan
VVS-Eksperten A/S