Indlæg
af steffenm »
Jeg har brugt en BT biopresse type 30 monteret på en kombirenser siden september. I løbet af efteråret har den presset knap 7 ton rapsfrø.
Jeg er ikke sikker på at den kan presse andet, men der er da røget lidt halm med. Kombinationen med kombirenseren er ikke den mest driftsstabile maskine jeg har, men den er simpel nok til at næsten alle problemer kan afhjælpes på kort tid.
Kombirenseren
Renseren sætter sig fast hvis der er rald med, det syntes jeg var nedderen (som det hedder i dag). Sneglen låser, så den skal håndkøres. Renseren viser dog sin værdi når den sortere døde mus fra og større halmrester. Renseren består af 2 sold, som desværre ikke passede særlig godt til høsten 2006. På min egn var høsten tør, så frøene var små. Renseren rensede over et ton fra, som jeg derefter må køre igennem en gang mere.
Bundfældningstanken
Jeg er ikke tilfreds med bundfældningstanken. Rengøring er besværlig, grænsende til umulig. Efter at have presset ca 5,5 ton frø var første kammer så fyldt af bundfald, at den blokkerede for yderligere olietilførelse. Hvis jeg får tid i løbet af sommeren tror jeg at jeg laver en ny. Jeg har yderligere været så uheldig at mine tanke ikke passer i bredden på det stativ der hører til. Så da plastikhjørnerne blev trætte, lagde tankene sig ned på siden -Jeg måtte ofre en sæk kattegrus og et par sække træpiller til at suge olien op. Dykpumpen der sidder i den nederste tank kan ikke flytte olien når temperaturen er under ca 5 grader. Det kostede også en halv pose piller.
Biopresse Type 30
Presseren er relativ nem at have med at gøre, når resten virker. Jeg har somme tider problemer med at frøene bygger bro i ventilerne. Min installation har to 2" kuglehaner, en før renseren og en mellem renseren og pressen. I sær når der er meget halm eller agner i frøene eller når det er koldt, har frøene svært ved at smutte igennem. Når pressen ikke har fået noget at arbejde med i en periode, skal den skilles ad og renses. Det tager kun 5 minutter, men det bidrager ikke positivt til den samlede oplevelse.
Den nye presse som bliver introduceret ved arrangementet hos Liagro lyder som et stort fremskridt, især da den kan klare de sager som renseren ellers ville sortere fra.
Pillerne som pressen producerer er en fryd at fyre med.
Når man gør regnestykket op, gør det en stor forskel hvilket brændstof man sammenligner med. Hos min leverandør er rapsen betydentlig dyere end korn. Når frøene er presset ligger halvdelen af energien i olietanken, det er væsentligt at man har en værdifuld måde at afsætte den. Har man lavet sig en bil der kan klare de kolde måneder på rapsolie kan noget af det ryge den vej. Men skal man ud at skaffe en Kroll-brænder for at varme huset med olien, skal den regnes med. Den letteste måde at få økonomien til at hænge sammen er at hælde olien i majetærskeren -Det er altid varmt når den kører og den har god plads i tanken.
Hvis nogen er friske på at prøve en installation, skal jeg gerne give et par fif eller vise min installation frem.
/Steffen