Jeg synes det vil være meget ærgerligt hvis tråden bliver låst eller slettet.
Jeg er klar over at en del af de sidste indlæg måske ikke har været så hensigtsmæssige, inklusive min egen slut-kommentar i det ene indlæg.
Men, selve temaet er interessant og relevant.
Jeg synes det er spændende at følge, om det bare er hysteri i markedet, hjulpet til af dem der vil sælge, eller om der rent faktisk er mangel på piller.
Jeg synes det er spændende at følge med i, hvordan forskellige forhandlere løser problemerne med at de ikke kan skaffe piller i samme tempo som der bliver bestilt. Nogle sælger fortsat, men venter bare med at levere og der kan man virkeligt læse ubehagelige indlæg på facebook og trustpilot over kunder der føler sig snydt, og det er vel med rette. Specielt hvis forhandleren så pludseligt går konkurs. Andre forhandlere begrænser deres salg, til det de med sikkerhed ved de kan levere.
Sidst, men ikke mindst, så undrer jeg mig over hvor mange der først bestiller piller nu. Selv køber jeg om sommeren, fordi jeg vil være sikker på at de 13 tons jeg skal bruge, ikke skal koste mig en bondegård... For 100 kr stigning, bliver jo til 1300,- og så fremdeles. Men, det kan jo sagtens være, at alle andre altid har købt på dette tidspunkt og det er normalt, men jeg synes bare på forskellige facebook grupper, at det virker som om folk vil vente med at købe, fordi de synes prisen er for høj nu. Der tænker jeg, at det jo er rigtigt spændende. For holder producenterne noget tilbage, så vil det vel på et tidspunkt ryge på markedet, og prisen bliver stabiliseret. Så vil folk kunne købe til en fornuftig pris. Men hvis nu det passer, at der er mangel, vil prisen så stige yderligere, når folk til sidst bliver nødtvunget til at købe, fordi frosten når helt ind i stuen? Altså hvis der er en pukkel af folk der endnu ikke har købt? Og hvad gør det så ved prisen?
I år kunne jeg købe til samme pris som sidste år, så for mig har der ingen prisstigning været, men jeg ville da bestemt ikke have noget imod at det flød med piller på markedet, vinteren blev varm, og at jeg til næste år, kunne købe piller til 13xx pr tons, for det var knagemig billigt dengang for år tilbage...
Noget siger mig, at det nok havde været bedre at sætte sin pensionsopsparing i træpiller, fremfor i Danske Bank Aktier..