Indlæg
af Tom_AT »
Sakset direkte fra et opslag på facebook.
Af en hr Martin Ågerup, CEPOS.
DERFOR SKAL VI VÆRE GLADE FOR SELSKABER, UANSET OM DE BETALER SELSKABSSKAT ELLER EJ
Venstrefløjen hidser sig igen op over, at der er virksomheder, der ikke betaler selskabsskat. Der er imidlertid ingen grund til at hidse sig op men derimod masser af gode grunde til, at mange virksomheder i et givet år ikke betaler selskabsskat (og det ved en del af dem på venstrefløjen vist godt efterhånden, for vi har haft denne diskussion med dem flere gange).
For nyligt faldt jeg i snak med en ung mand, som var stærkt utilfreds med, at mange virksomheder ikke betaler skat. Jeg gengiver samtalen, fordi den kan illustrere, hvor fjollet og uigennemtænkt (eller måske netop udspekuleret) venstrefløjens forargelse er. Herefter slutter jeg af med nogle generelle betragtninger. Del og like meget gerne.
”Jeg betaler skat hvert eneste år”, sagde den unge mand. ”Så kan jeg ærlig talt ikke forstå, hvorfor store virksomheder slet ikke skal betale noget”.
Jeg forklarede, at mens privatpersoner betaler skat af deres indkomst, betaler virksomheder skat af deres overskud. Når en virksomhed ikke har noget overskud, skal den derfor ikke betale selskabsskat. Ligesom en privatperson ikke betaler indkomstskat, hvis indkomsten er nul.
Fyren indvendte, at man da bare kunne lade selskaber betale skat af deres omsætning i stedet for af deres overskud. ”Du og jeg skal jo betale skat, hvad enten vi har overskud eller underskud på kontoen”, som han sagde.
Jeg svarede, at for det første har nogle virksomheder en meget stor omsætning og en meget lille fortjeneste. Det kan for eksempel være grossistvirksomheder, som køber varer og sælger dem videre. Lad os sige, at en sådan virksomhed har en omsætning på 10 mio. kr. og et overskud før skat på 400.000 kr. Hvis man opkræver fem procent af omsætningen i skat, ville virksomheden skulle betale 100.000 kr. mere i skat, end den tjente. Og det går jo ikke.
Så kunne man selvfølgelig sænke skatten til f.eks. 1 procent af omsætningen, men det ville betyde, at andre virksomheder med en lille omsætning ikke skulle betale ret meget i skat, selvom de måske tjener ligeså meget som grossisten. Derfor giver det mest mening at beskatte overskuddet i en virksomhed”.
Det formildede ikke den unge mand, som mente, at det ganske enkelt ikke kunne passe, at halvdelen landets virksomheder ikke har noget overskud. ”Er ideen med at drive virksomhed ikke at tjene penge? Og hvorfor går vi overhovedet så meget op i at tiltrække multinationale virksomheder, hvis de ikke betaler nogen skat?”, tilføjede han.
Jeg bad ham forestille sig en selvstændig tømrer. En del af hans omsætning går til at dække udgifter til husleje, vand, el, materialer m.v. ”Bemærk, at virksomheden allerede her betaler en række afgifter og skatter”, sagde jeg. ”Derudover skal tømreren jo selv have noget at leve for, så han trækker sin løn ud af virksomheden. Den løn betaler han skat af”. Hvis der er ved årets udgang stadig er penge tilbage, kan han vælge at gøre forskellige ting. Han kan udbetale ekstra løn til sig selv. Hvis han gør det, er der ikke noget overskud tilbage i virksomheden. Men skattefar er jo ikke blevet snydt af den grund. Tværtimod. Tømreren betaler skat af den ekstra løn”.
”Han kan også vælge at investere pengene i nyt værktøj, IT eller lignende. Hvis han gør det, er der heller ikke noget overskud tilbage. Men investeringen vil give et afkast i form af bedre indtjening i fremtiden. Og den vil blive beskattet – enten som højere løn til tømreren eller som overskud i virksomheden”.
”Jeg håber, at du kan se”, sagde jeg, ”at der kan være helt legitime grunde til, at virksomheder ikke har noget overskud, og at virksomhedernes vigtigste betydning for samfundet består i at skabe arbejdspladser, som sikrer vores lønindkomst. Det er primært ad den vej, at virksomhederne bidrager med skatteindtægter til staten snarere end via selskabsskat. Faktisk udgør indkomstskatter ca. halvdelen af statens samlede skatteindtægter, mens selskabsskatten udgør undre 10 procent”.
Her sluttede vores samtale, men jeg kunne have tilføjet, at Skatteministeriet for nogle år siden udarbejdede en ”Handlingsplan for beskatning af multinationale selskaber”. Heraf fremgik det, at ”Det danske selskabsskatteprovenu antager således ikke et mindre omfang end det niveau, det indenlandske kapitalapparat tilsiger, at det skal.” Skatteministeriet vurderer altså ikke, at de går glip af ellers berettiget selskabsskat.
Helt mystisk bliver det, når der i debatten sættes særligt fokus på multinationale selskaber. Der er generelt ikke flere multinationale selskaber end danske, som ikke betaler skat. Mange udenlandske selskaber i Danmark betaler ikke ret meget eller ingen skat her i landet. Det er der næsten altid helt legitime grunde til, såsom at indtjeningen i Danmark afhænger af benyttelse af et såkaldt ”immaterielt aktiv”, virksomheden ejer.
Det kan fx være et patent eller et globalt brand, som der skal betales royalty eller licens til moderselskabet i et andet land for at benytte. Det kalder man ofte for ”transferpricing”, et udtryk som kan få mange på især venstrefløjen til at se rødt (ja, undskyld).
Men også danske selskaber - og dermed også den danske statskasse - har glæde af sådanne licens- og royaltybetaleringer fra andre lande. Novos, Legos og Carlsbergs skattebetaling i Danmark er mange gange større end deres aktiviteter her i landet umiddelbart tilsiger. Og samlet set har Danmark netto-indtægter fra licenser og royalties.
Hvis det lykkedes venstrefløjen at forbyde ”transferpricing”, ville det altså REDUCERE de danske skatteindtægter. Hvad der er langt værre er, at det ville reducere handel og investering på tværs af landegrænser og gøre os alle fattigere, gøre varer og tjenesteydelser dyrere og dårligere og gøre udbuddet af varer mindre varieret.
Det er en myte, at multinationale selskaber kan flytte rundt på deres overskud efter for godt befindende. Deres skattebetalinger reguleres nemlig af EU-direktiver, dobbeltbeskatnings-overenskomster og internationale guidelines.
Det, som mange af selskaberne derimod kan flytte over grænserne, er arbejdspladser og investeringer. Og derfor gør vi klogt i at behandle dem pænt, og tilbyde dem så lidt bureaukrati og regeltyranni samt så lave skatter som muligt.