Indlæg
af Ulca01 »
I forbindelse med et nyligt huskøb overvejer vi, jeg og konen, at lave diverse forbedringer af huset. En af disse er at supplere den offentlige (kommunale) fjernvarme med en anden varmekilde, og her ser især solvarme interessant når man ser på driftsomkostninger. Det skal naturligvis bemærkes, at arbejdet først vil blive udført til sommer. Vi har undersøgt diverse lokalplaner, forskrifter fra kommunen og andre myndigheder, og det ser ikke ud til at der skulle være noget til hinder for at supplere fjernvarmen med en anden varmekilde.
Info omkring huset: Byggeår 1922, boligareal 84 m2 i 1½ plan, energimærke E.
Jeg har foretaget et kig på den nuværende installation, som er installeret i et bryggers hvor der tillige tidligere har stået et oliefyr. Umiddelbart efter fjernvarmens indføring sidder en shunt, formentlig til at sikre en vis retur-temperatur, og afspærringsventiler på frem og retur. Efter disse sidder diverse udstyr til forbrugsafregning, hvilket vil sige temperaturføler på frem og retur samt et flowmeter på frem, og dernæst en vandvarmer, Metro, som mest af alt ligner den 110 L. Metro som leverer varmt brugsvand. Så jeg gætter på, at den første vandvarmer (herefter benævnt "fjern-VVB") indeholder en hedeflade/spiral hvor vandet fra fjernvarmen opvarmer det vand som sendes ud til husets aftagere, dvs. radiatorer og gulvvarme; dette setup er vist det som kaldes in-direkte fjernvarme.
Det er min tanke, at der indskydes en kombi-tank/beholder mellem fjern-VVB og husets varmeanlæg, hvor fjern-VVB tilsluttes den ene hedeflade på samme måde som et fyr (olie/gas/stoker), solfangere den anden hedeflade, og at husets varmeanlæg inkl. brugs-VVB henter varme fra kombi'en. Jeg tænker på, at man kan anskaffe en færdig pakke fra f.eks. vvs-eksperten, og tage udgangspunkt i den; med den in-direkte fjernvarme via fjern-VVB kan tilslutningen vel klares som havde det været et fyr som skulle suppleres.
Jeg har endnu ikke modtaget oplysninger om tidligere ejers forbrug (og ja, jeg har rykket ham for en opgørelse), og derfor er ovenstående endnu kun planer; det kunne jo måske vise sig at det enten slet-og-ret ikke kan svare sig med en supplering fra solen, eller at en sådan investering vil være længe om at kunne forrente sig.