Der var en fyr, som skulle købe sig en motorcykkel af en lidt ældre årgang.
Sælgeren fortalte at det eneste problem med cykkelen,
var at man måtte smøre vaseline på sædet, hvis det skulle begynne at regne.
Dette var nu overkommeligt, tænkte manden og købte cykkelen...
Næste dag drager den stolte motorcykkelejer ud på tur.
Ved middagstid stopper han ved et lille hus nede ved en skovkant.
Han banker på og lurer på om det er mulig at få sig noget at spise.
Ejeren af huset, en mand i 40'erne, siger at det er fint og beder manden komme ind.
Det første som slår motorcyklisten da han kommer ind,
er et køkken fyldt til randen med opvask, stablet helt op under loftet.
Husejeren forklarer at her i huset snakker man ikke under middagen,
så den som åbner kæften, må tage opvasken.
Ja, ja, dette var jo fint nok,
så motorcyklisten og resten af husejerens familie, sætter sig til bords.
Da opdager motorcyklisten at husejeren havde en ganske så underskøn datter.
Motorcyklisten rejser sig fra bordet og tager datteren med sig for et hurtigt
på kammeret.
Ingen tør sige noget, for man havde vel ikke lyst til at tage opvasken.
Efter en stund er de tilbage,
da ser motorcyklisten at konen i huset heller ikke er så værst og det samme sker igen.
Når de er færdige, opdager motorcyklisten at det begynner at regne.
Han tager derfor vaselinen frem som ligger i hans inderlomme.
Men da rejser manden i huset sig og siger følgende
"Nei, nu tager Jeg opvasken!"