Indlæg
af BWJ »
kilde: Tekniq
Brancheforeningen Tekniq går nu i kødet på Dansk Energis påstand i Jyllands-Posten om, at solceller dræner statskassen.
Chefkonsulent Søren Rise fra Tekniq mener nemlig slet ikke, at man kan sige, at solceller modtager tilskud, som skal betales over skattebilletten af andre skatteydere:
»Der er tale om, at staten får et provenutab, fordi boligejerne gennem en investering i et solcelleanlæg mindsker deres elforbrug (fra nettet, red.). Det svarer helt til det provenutab, som staten får, når boligejere skifter fra glødepærer til sparepærer, oliefyr til fjernvarme eller blot udskifter et gammelt oliefyr med et nyt kondenserende gasfyr og dermed skal betale mindre i forbrugsafgifter,« siger han.
Søren Rise mener også, at det angivne provenutab-regnestykke er helt hen i vejret:
»25.000 solcelleanlæg med en gennemsnitseffekt på 5 kW vil på et år levere 100.000.000 kWh med et provenutab på 1,35 kr./kWh, og det svarer til et samlet provenutab i 2012 på 135 mio. kroner,« siger han.
Han tilføjer, at staten til gengæld i 2012 vil have en indtægt på 25 pct. moms fra 25.000 anlæg á 100.000 kr. Det svarer til et øget skatteprovenu på 625 mio. kroner:
»Så staten kan de kommende år forvente at få en langt større ekstra momsindtægt end skatteprovenutab,« siger han.
Søren Rise peger også på, at der samtidig er sat rigtigt mange ekstra hænder i arbejde.
Ifølge hans regnestykke tager det typisk tre manddage at montere et solcelleanlæg, og med dét som udgangspunkt vil 25.000 solcelleanlæg altså give 75.000 arbejdsdage - reelt ekstra arbejde, som udføres af montører som ellers ville være gået arbejdsløse.
»Og så skal vi vel heller ikke glemme, at vi sikrer, at en meget stor del af fremtidens elforbrug bliver bæredygtigt og CO2-neutralt, « siger chefkonsulenten.
Pr. 16. april havde Energinet.dk registreret 5.600 solcelleanlæg med en samlet effekt på 25 MW
Hvorfor gøre det enkelt, når man med en smule omhu, kan gøre det hamrende indviklet.