Hej alle,
Intro
Jeg er ny på dette forum og baggrunden for at jeg har meldt mig til, er, at jeg står overfor at skulle udskifte mit gamle (mens ellers hidtil meget stabile) HS Tarm oliefyr fra 1974, da kedlen er ved at være tæret op og der er en intern utæthed, som gør at der ikke længere er varme i systemet ud over selve brugsvandet.
Jeg har derfor i de seneste måneder været på udkig efter et alternativ, som dels vil give varme i huset igen, men som samtidig også vil være mere besparende og bedre for miljøet end et oliefyr. Fordelen ved at gå helt væk fra oliefyret er desuden, at jeg under alle omstændigheder skulle have udskiftet den nedgravede olietank inden 2018 og det kan jeg slippe for ved at finde en anden løsning end oliefyr.
Jeg er 36 år og bor i et landhus sammen med min kæreste. Jeg er hverken håndværker ekspert, men er heller ikke udstyret med 10 tommelfingre. Jeg er ikke bange for at kaste mig ud i gør det selv arbejde, men på området omkring fyr har jeg ingen erfaring overhovedet og har derfor brug for hjælp og vejledning om hvilken løsning der vil være bedst. Netop pga. manglende erfaring inden for området forventer jeg derfor også at skulle få en installatør til at nedtage mit nuværende oliefyr og etablere ny varmeløsning.
Huset
Jeg bor på landet i et hus som oprindelig er fra 1890. Det er blevet moderniseret i 1970’erne, hvor der er kommet en tilbygning til, således at det alt i alt er på 185m² (heraf 169m² beboelse og 16m² uopvarmet garage) samt uudnyttet loftsareal på ca. 100m².
Huset må betragtes som værende dårligt isoleret. Der er 150mm isolering på loftet og som jeg husket det 60mm i gulvene, bortset fra stuen på ca. 35m², hvor vi har lagt gulvvarme og 400mm isolering i gulvet.
Der er nye lavenergivinduer i stuehuset på ca. 120m², men i tilbygningen på de 60m² er der fortsat gamle termovinduer fra 1970’erne, som står til udskiftning.
Der er radiatorer i alle rum, bortset fra stuen, hvor der er gulvvarme. Desuden er der gulvvarme i badeværelset.
Olieforbrug
Vi har brugt ca. 2.500-3.000 liter olie om året. Vi har ikke fråset med varmen, men jeg vil tro at vi har haft en temperatur på omkring de 19-20° i rummene, så hvis vi skulle have haft en lidt højere indendørs temperatur på 21° havde forbruget nok ligget noget højere. Så et realistisk skøn er et forbrug på et sted mellem 2.500-4.000 liter olie om året afhængig af sæson, temperatur mv.
Pillefyr ser ud til at være bedste løsning
Jeg bor i et område, hvor der ikke er mulighed for fjernvarme, naturgas mv. og jeg er kommet frem til, at der umiddelbart er to løsninger, når et nyt oliefyr ikke er ønsket: jordvarme eller pillefyr.
Jordvarmen ville jeg godt have haft, men efter at have læst nærmere om det tror jeg det vil være en mindre god løsning, fordi mit hus er dårlig isoleret og der primært opvarmes ved hjælp af radiatorer og ikke gulvvarme. Desuden er min grund på kun 957m², hvor huset ligger midt på grunden, så jeg tror heller ikke at der ville være helt den fornødne plads til at nedgrave jordvarmekabler. Jeg har derfor valgt at gå efter et pillefyr. Så langt så godt.
Hvilket pillefyr?
Jeg har været meget glad for mit gamle HS Tarm oliefyr, fordi det har været så stabilt og fungeret upåklageligt. Min første tanke var derfor også, at jeg skulle have et HS Tarm/Baxi pillefyr, men efter lidt søgen efter brugererfaringer synes jeg at der er en del der har oplevet problemer med Baxi pillefyr, dårlig service, dårlig og ustabil drift mv. Det kan selvfølgelig være at det bare er nogle få der har haft problemer og været uheldige, men jeg er blevet i tvivl om HS Tarm/Baxi laver kvalitetspillefyr, som er på højde med det oliefyr jeg har haft.
Jeg har derfor søgt på alternative pillefyr udover HS Tarm/Baxi’en og er kommet frem til følgende:
• I den billige ende: Woody/Scotte
• I mellemklassen: HS Tarm/Baxi
• I den dyre ende: Windhager/Biowin og Biotech
Prisniveau
Jeg har ca. 100.000 kr. at kunne gøre godt med alt i alt. Jeg formoder at jeg godt kan udelukke Windhager og Biotech modellerne, for jeg har brug for at der også skal være lidt penge til at få opsat det af en installatør, nedtaget oliefyret, plomberet olietanken samt lavet en stålskorsten i garagen, da pillefyret ønskes opsat der. Garagen er en del af hovedbygningen og jeg vurderer at det vil være mere fordelagtigt at opsætte et pillefyr der for at begrænse støj- og støvgener. Det nuværende oliefyr er opsat i et 4-5m² bryggers i tilbygningen, så der er begrænset plads til et pillefyr der og desuden er der lavet walkin closet ved siden af bryggerset og vi forventer at lave soværelse i det tilstødende værelse – hvilket ikke vil være hensigtsmæssigt i forhold til støj og støv fra et pillefyr
Jeg forventer at der skal bruges ca. 20.000,- kr. på at lave en ny stålskorsten i garagen, så der vil være ca. 80.000,- kr. tilbage til selve pillefyret, varmtvandsbeholder og installationen/nedtagningen, men skulle der blive en noget til overs vil det kun være fint
Varmebehov
Min umiddelbare vurdering er at jeg har behov for et 16 KW pillefyr. Det burde være rigeligt til at dække vores nuværende behov 169m², men samtidig stort nok til at kunne give lidt varme til loftsetagen på de 100m², hvis vi engang skulle vælge at lave den til beboelse. Måske er de 16 KW i overkanten til 169m², men når nu huset er dårligt isoleret og der måske er mulighed for at få ekstra m² på det uudnyttet loftsrum, så er 16 KW måske det bedste at gå efter.
Spørgsmål 1: Er et 16 KW pillefyr efter jeres vurdering den rigtige løsning, som hverken er for lille eller for stor i forhold til det nuværende varmebehov?
Jeg kan forstå at den rigtige størrelse pillefyr er vigtig i forhold til driften og økonomien. Samtidig vil jeg dog gerne have at fyret er fremtidssikret, såfremt vi får lidt flere m² i huset, som skal varmes op.
Varmtvandsbeholder
I forbindelse med skift til nyt pillefyr skal vi have en ny varmvandsbeholder, men jeg er i tvivl om hvilken der bør vælges.
Spørgsmål 2: Skal man vælge en der kan køre på el om sommeren og evt. kan tilkobles til solvarme senere hen? Eller er det bedre at anvende en løsning, hvor pillefyret har automatisk tænding og hvor man ikke behøver at supplere med el? Hvad er økonomisk mest fordelagtigt? Sparer man mere på at køre på el vandvarmer om sommeren? På dette område er jeg helt på bar bund.
Krav til pillefyr
Vores primære krav til pillefyret er at det skal være stabilt, god kvalitet, opfylde vores varmebehov og så skal det være holdbart, da det jo - uanset løsning og mærke - bliver en større investering. Jeg betaler gerne lidt mere for et produkt, hvis der er tale om et produkt af bedre kvalitet og som holder tilsvarende længere. Omvendt vil jeg jo også gerne spare lidt penge her og der, hvis man kan få et godt produkt til en billigere penge, så man i stedet kan bruge besparelsen på efterisolering, ny vinduer i tilbygning mv. Når man bor et i gammelt hus, så er der altid noget at bruge penge på
Automatik eller ej
Vores pillefyr behøver ikke at være fuldautomatisk og vi er indstillet på, at det kræver lidt mere arbejde end et oliefyr. Vi har derfor ikke noget imod at fylde pille på en silo engang om ugen samt tømme en askeskuffe.
Jeg hælder derfor umiddelbart mest til en semi selvrensende løsning, men er i tvivl om hvor meget arbejde og rengøring sådan en løsning kræver.
Spørgsmål 3: Hvor tit skal man forvente at rense f.eks. en Scotte 16 KW pillefyr, som er installeret og anvendt korrekt?
Jeg kender en som er meget tilfreds med sit Scotte pillefyr (fyret er 8 år gammelt) men som siger at det skal renses hver 3. dage, men at det kun tager ca. 10 min at skrabe det rent. 10 minutters rengøring lyder overkommeligt, men jeg synes at hver 3. dag lyder meget hyppigt. Er det normalt? Jeg vil ikke have noget i mod at rense det engang om ugen eller hver anden uge, men hver 3. dag tror jeg måske godt at jeg kunne gå hen og blive lidt træt af.
Spørgsmål 4: Hvor holdbart er et Scotte fyr? Jeg er med på, at det er et af de mest populære pillefyr på markedet og at det derfor er gennemtestet, men kan man forvente at det holder lige så længe som de lidt dyre pillefyr og at merprisen for disse lidt dyre pillefyr alene er pga. komfort og automatik og ikke et spørgsmål om holdbarhed? Kan man forvente en holdbarhed på omkring de 20 år eller mere med f.eks. et Scotte pillefyr eller er det urealistisk?
Svært at sammenligne modeller
Generelt synes jeg at det er utrolig svært at sammenligne de forskellige pillefyr modeller og mærker med hinanden. Det virker som om at den eneste sammenligning er dem som Teknologisk Institut og Energibranchen har lavet, men jeg savner en decideret test, hvor man måler og sammenligner forskellige parametre. Jeg er med på, at varmesystemer skræddersyes til den enkeltes behov og at en sammenligning derfor kan være svær, men derfor kunne der måske godt være en test, som måler på kvalitet, brugerbetjening, hvor lette eller svære de er at rengøre mv. Altså lidt a la de tests, som TÆNK laver på forskellige forbrugsvarer.
Spørgsmål 5: Findes der nogle uvildige tests, hvor pillefyr er sammenlignet og testet op mod hinanden? Udover test fra Teknologis Institut og Energibranchen (som måske ikke er helt uvildig?), så synes jeg kun at jeg kan finde en gammel svensk test, hvor jeg mener at Biowin blev testvinder. Findes der andre og nyere tests, som jeg har overset?
Pillefyr problemer
Spørgsmål 6: Er der nogle problemer, børnesygdomme mv. som relaterer sig til bestemt pillefyrs mærker og som man skal være opmærksom på inden anskaffelse? Eller afhænger problemerne primært af hvorvidt pillefyret er installeret og anvendt/vedligeholdt korrekt?
Anbefalinger
Min nuværende autoriserede olie- og pillefyrsinstallatør har anbefalet en 16 KW Scotte, så det er umiddelbart det jeg hælder mest til. Min vurdering er, at der grundlæggende ikke er behov for ekstra automatik og at besparelsen ved at købe en semirensende er givet godt ud, da den med fordel kan bruges til andre forbedringer af boligen. Installatøren kan selvfølgelig have en økonomisk interesse i at anbefale en Scotte, hvis han evt. tjener mere på at installere en sådan, men der lader til at være mange tilfredse brugere af Scotte pillefyr, så helt galt kan anbefalingen ikke være. Samtidig virker Scotte relativt moderne og jeg synes godt om, at man kan gøre den online og følge med i hvordan systemet fungerer.
Min plan er at indhente 3 forskellige tilbud, når jeg har fundet ud af præcis hvilken løsning det skal være.
Spørgsmål 7: Er der nogle der på baggrund af ovenstående har anbefalinger til andre pillefyr eller løsninger, som ville passe godt til mit behov og som jeg har overset i min søgen?
Jeg ser frem til at høre nærmere – og jeg beklager det lange indlæg og de mange spørgsmål, men jeg synes det var vigtigt at få lidt detaljer med og håber at få lidt hjælp og råd til noget af det, så jeg er bedre stillet når jeg snart skal indhente tilbud og afgive bestilling
På forhånd tak og god dag
Mvh. Jonas