Tillykke med den nye "guldklump" Jeg er slet ikke misundelig...
, jo, meget.
Har haft 2 schæfere, den første i 10 år. Jeg trænede i politihundeforeningen og gik til konkurrencer. Fatter slet ikke hvordan jeg fik tid til det, havde også hus og have som skulle passes.
Efter 10 år, var der et par år vi ikke havde hund, men så kunne jeg ikke undvære det længere.
Fik en anbefaling fra en i politihundeforeningen om hvor vi skulle købe. Det var på Amager. Betingelsen for at vi kunne købe, var at jeg kendte til schæferhunde og deres temperament, samt tidligere havde trænet.
Vi var derinde hver uge, indtil han var gammel nok til at komme med hjem. Prisen snakker vi ikke om, men det var i den høje ende!
Alt forløb planmæssigt, startede med at træne ham fra helt lille og ingen problemer her. Han var ved at fylde et år, og klar til aflægge kåringsprøve.
Så en dag går min kone og jeg en tur på stranden med ham, pludselig er han væk! Vi finder ham bag nogle klitter, hvor han ligger med kramper og savler fra munden. Efter 1 minut kommer han til sig selv, men er helt groggy. Disse krampeanfald blev hyppigere herhjemme. Og når han var i den "trance", var han meget farlig. Det viste sig ved, at når han vågnede, så stod pelsen op på ham fra snudespids til halespids, alt imens læberne var krænget tilbage, og han var lige klar til at angribe. Efter, måske 20 sekunder, faldt han fuldstændig sammen og så helt forvirret ud.
På det tidspunkt gik vores datter i skole og luftede ham når hun kom hjem. Men, tænk nu hvis han fik et anfald, mens hun var selv med ham.....
Dyrlægen blev kontaktet, og hele historien blev fortalt. Hun var ikke i tvivl, han havde epilepsi! Hun ville nu kontakte Landbohøjskolen og høre om der var kommet noget nyt medicin som kunne bruges i dette tilfælde.
Hun ringede til os kl. 12 og sagde: "Ingen medicin, og symptomerne ville yderlige udvikle sig. Han er for farlig at have hjemme, kom med ham kl. 16."
Det var 4 lange timer! Han var glad og skøn, men symp. kunne jo opstå lige ud af den blå luft.
Han blev aflivet.
Siden har min kone og jeg ikke haft mod på en ny hund, uanset race, og vi er også blevet pensionister i mellemtiden.
Men spørger I om jeg savner en hund, så er svaret ja, i allerhøjeste grad.