Side 1 af 7

Nyt stort hus, jeg ønsker mig et kombifyr

: 19 aug 2015 19:05
af Fyrmester kasper
Hejsa.

vi har købt et nyt hus på 220m2 med et gammelt oliefyr. jeg har planer om at fyret skal kunne drive ca. 400m2 med en nybygget garage

til huset er der 10000m2 nåleskov. hvortil min nye fede husqvarna 545 kædesav skal ud og arbejde :D

jeg har læst en del andre tråde herinde. og jeres normale svar er at et kombifyr der både kan brænde med piller og fils/brænde ikke kan betale sig. med mindre at alt ens brænde er gratis.

Jeg kan så også læse at hvis man ikke vil have problemer med sit fyr, og det hele bare skal køre, skal man købe sig et MGM fyr.

så jeg har kigget lidt på det her: http://www.mgm-pillefyr.dk/mgm-hd-stoker/ og så dertil købe en flishugger

er det en go plan? eller vil i anbefale noget helt andet? - jeg vil helst kunne fyre med alm træ også, istedet for at være låst til at kun kunne fyre med piller. Men derfor kan det jo godt være det ikke er en god ide? :)


hvad siger i til mine ønsker?

Re: Nyt stort hus, jeg ønsker mig et kombifyr

: 19 aug 2015 19:36
af nemocharley
Hej, velkommen til og tillykke med huset :)

Kombifyr er ikke nødvendigvis verdens dårligste idé (Atmos laver et, Värmebaronen laver et - begge rimeligt dyre). Men har du tænkt på måske at lave en kombiløsning med et pillefyr og en gasogen-kedel?

MGM Comfort, RTB i den mere selvstændige ende af spektret. Scotten er i den billige ende, men også et yndet valg blandt mange herinde. Der er også Pellux 100 og 200.

Men du skal jo have en stor buffertank til (hvis du vil fyre med træ) - gerne mere end 4000liter (hvis der skal opvarmes 400m2). Med et vandlager kunne du også kigge på et atmos pillefyr (som ikke kan modulere - men så varmer ind i noget af vandet fra en af buffertankene)

Flis: Jeg tror det bliver for meget arbejde, det skal også kunne opbevares tørt - men insisterer du, så skal du se på et regulært stokerfyr, som f.eks Twinheats Cpi 12, KSM, Reka eller den MGM hd.

Det kan hurtigt blive ret dyrt at få sat igang. Personligt ville jeg starte med et almindeligt pillefyr, og så tage den derfra.

Re: Nyt stort hus, jeg ønsker mig et kombifyr

: 19 aug 2015 19:42
af nemocharley
Husk at få skorstensfejer med på råd inden du går igang med fyrrummet, det er nu engang ham der bestemmer.

Og hav i baghovedet at det er godt med god tør plads til ens brændsel, og at det skal være nogenlunde tæt på fyrrummet.

Re: Nyt stort hus, jeg ønsker mig et kombifyr

: 19 aug 2015 19:45
af nemocharley
Forresten - hvis du udfylder din profil, med en cirka anvisning af hvor du holder til i landet, så kan brugerne invitere dig på fyrspark, eller måske endda komme med gode råd hjemme på din egen matrikel.

Re: Nyt stort hus, jeg ønsker mig et kombifyr

: 19 aug 2015 21:48
af Brandsen
Halløj i forum,

Korrekt, kombifyr plejer ikke at blive anbefalet er på forum, simpelthen fordi man er gået på kompromis,
for at kunne udnytte både piller og brænde, med det resultat, at virkningsgraden er for ringe.

Derfor hellere et pillefyr der kan klare det varme vand, og klare sommer perioden, kombineret med et
rigtigt brændefyr, der kan klare behovet når det er pingvinvejr, naturligvis sammenkoblet med en
rimelig stor accu tank. Med et sådant set-up, kan du bulderfyre i brændekedlen i weekender, og få
temperaturen i accu tanken højt op, og så nyde varmen i ugens løb.

I længen løber folk sur i, at skulle fyre en trillebør eller to, hver eneste dag på et kombifyr, men kan ikke være
hjemmefra ret længe ad gangen.

Re: Nyt stort hus, jeg ønsker mig et kombifyr

: 19 aug 2015 21:55
af Fyrmester kasper
ok. tænkte det nok :)

hvad hvis jeg køber en flishugger der kan lave minimalt flis, kan jeg få blande det med de normale 8mm træpiller?? - jeg tænker hvis det kan køre igennem sneglen osv. så er det vel også helt fint inde i fyret? træ er jo træ, bare det er tørt?

Re: Nyt stort hus, jeg ønsker mig et kombifyr

: 19 aug 2015 22:48
af Brandsen
Halløj i forum,

Både ja og nej.
Ja, hvis det er et rigtigt Stoker fyr du har i tankerne, for Stokere kan stort set fyre med
hvad som helst, bare det er biologisk og blot en smule brændbart, og småt nok til at komme gennem sneglen,
så her taler vi om korn, majs, cornflakes, træpiller, flis, gammelt hundefoder, laminerede kravlenisser,
stumper af stearinlys, osv osv.
Nej, hvis det er et pille fyr du har i tankerne, de kan kun fyre med træpiller.

Det er grundlæggende forskellen mellem en stoker og et pillefyr.

I praksis er forskellen ret stor i prisen, for i sagens natur skal en stoker være langt mere robust,
for at kunne æde hvad som helst, hvorimod et pillefyr er klart mere klein i materialer og styring,
og deraf følger at en ægte sroker i runde tal koster det dobbelte af en pillegnasker.

Jeg har både en Baxi stoker og et Scotte pillefyr her på matriklen, og udnytter dermed fordele og ulemper
maximalt, pillefyret om sommeren til kun varmt vand, minimal manuel indsats, og næsten ingen rensning,
og en effekt helt ned til til 1kw, og billigt brændsel til stokeren i form af spildkorn om vinteren, op til hele 25kw.
Så rykker det i soltaget .

Re: Nyt stort hus, jeg ønsker mig et kombifyr

: 19 aug 2015 23:21
af nemocharley
Jeg ser du har en salamander kedel - så jeg siger lige noget, jeg risikerer at blive skudt for.

Det er muligt at købe en godkendt DEN 15270 løs pillebrænder og smide på kedlen, som en hurtig løsning - hvis fyrrummet altså er egnet til det.

Värmebaronens kombifyr er to adskilte brændkamre i en enhed - og effektiviteten er godkendt efter de nye krav. Brændkammeret til træet er naturligvis ikke så rummelig, som en regulær gasogenkedel.

Flis - husk det skal kunne opbevares tørt, og der er en del arbejde med det.

Re: Nyt stort hus, jeg ønsker mig et kombifyr

: 20 aug 2015 02:09
af J-B
[tag]nemocharley[/tag] Har du ikke glemt noget meget vigtig? :lol:
[tag]Fyrmester kasper[/tag] Inden du køber nyt, så skal du undersøge hvor meget du kan få for at skrotte Salamanderen, det kan være mange kroner i foret bare for den, men hvordan man gør ved jeg ikke 100% så håber at der er nogle andre herinde der kan fortælle hvordan det gøres :wink:
Jeg vil nok anbefale at du får et pillefyr og de træer du har, sælger du enten på rod eller du fælder og saver stammerne i 1 meters stykker, så bruger du fortjenesten på træpiller, så vil det nok tage mange år før fastbrændselfyr med akku er tjent hjem, hvis du selv investerer i det.

Re: Nyt stort hus, jeg ønsker mig et kombifyr

: 20 aug 2015 12:13
af nemocharley
det er rigtigt, jeg huskede alt det andet, men glemte lige denne væsentlige detalje - tilskuddet med en gammel støbejerns salamander i skrot kan være ret højt - helt op til 12-13K har jeg set anført herinde.