Har du lyst til at støtte Stoker Pro? Læs mere her: Støt Stoker Pro Forum

Forklaring på indstillinger til TM3006

Spørgsmål vedr. Benekov samt det tilbehør der laves til Benekov Stokerfyr
Låst
Brugeravatar
Klaus
Stoker XVIII
Stoker XVIII
Indlæg: 3772
Tilmeldt: 27 dec 2006 06:36
Mit fyr: MGM Comfort 15KW
Areal: 185kvm
Brændsel: De billigste træpiller
Fremviser gerne i postnummer: 6900
Dagligt forbrug: 10-16kg
Årligt forbrug: Forventet 4 ton
Geografisk sted: Vestjylland ved siden af Ringkøbing fjord.
Givet likes: 3 gange
Modtaget likes: 2 gange

Forklaring på indstillinger til TM3006

Indlæg af Klaus » 31 jan 2007 07:17

Til alle Benekov modeller og andre der bruger TM3006 iltstyring
(Det er Rasmus´ Benekov PL27 Silver der er brugt som eksempel)

Her kommer en forklaring på de mange indstillinger og en forklaring på hvorfor de er vigtige.

X og Y bestemmer HVORDAN fyret skal opføre sig ved høj-/lavlast.
PID´erne bestemmer HVOR HURTIGT fyret skal regulere sig ind.
DELTAMAX bestemmer HVOR FØLSOMT fyret skal være overfor ændringer i iltprocent.

X og Y
X og Y, regulerer på iltprocenten. Forklaringen er lidt indviklet, men jeg vil forsøge...

Iltprocenten er indstillet til 17 procent ALTID (mener jeg det er!!) fra producentens side. Derudover indstiller du en ønsket iltprocent, f.eks. 6,5%. Det er den iltprocent fyret vil bruge ved 100 % drift. På den måde har du en kurve, faldende fra 17% ilt ved 0% drift til 6,5% ved 100% drift.

Men det går jo ikke - og det er her X og Y kommer ind - de regulerer ilt-kurven fra 17% ved 0 til 6.5% ved 100. X fortæller hvor på kurven knækket skal ligge - Y fortæller hvor meget - EKSEMPEL....

X=1 og Y=2.5: X=1 betyder, at kurven skal knække allerede ved 1% drift. Y=2.5 betyder, at fyret skal lægge 2.5 procent til din indstilling på 6.5 %. Altså, ved 1% drift skal fyret have en iltprocent på 6.5+2.5=9%. Derefter vil iltprocent-kurven falde op mod 100 % drift til en ilt på 6.5%. (fyret vil i øvrigt stadig ønske en iltprocent på 17 ved 0% drift, men det er uden betydning da blæseren ikke kører...)

HVORFOR har de lavet det så indviklet.....det er fordi fyret brænder bedst ved 100 % drift. Derfor kan man sætte iltprocenten op (altså Y-værdien), og dermed få fyret til at køre lidt mindre korn ind ved lavere drift, og på den måde undgå alle de klumper osv. der kan være ved korn-afbrænding. Hvis du f.eks. sætter Y til 0.1, vil den tilstræbe en iltprocent mellem 6.6 og 6.5, altså en næsten vandret kurve. Prøv det og se, at det vil give lidt flere klaser....det er min erfaring....

X bør altid ligge på 1, medmindre du altid kører i lavdrift, så skal den nok lidt op. Men Y kan du lege med afhængig af brændsel. Byg kører (igen min egen erfaring) bedst ved y på 1.5-2, mens hvede kører bedst omkr. 2.5. Men det er bare at forsøge sig frem, og jeg eksperimenterer stadig.

PID
De er som bekendt delt op i 2, PERFORMANCE (det er blæseren, og dermed varmeudviklingen) og FUEL/OXYGEN (det er hvor meget brændsel der skal køres ind).

PERFORMANCE:
PID0 K: Forstærkningsfaktor for ydelsesregulator på blæser (standard=4)
K er det tal, som styringen bruger til at regulere ydelsen op eller ned. Styringen ganger dette tal med afvigelsen i temperatur, og lægger det til ydelsen. Hvis f.eks. fyret er indstillet til 75 grader (setpoint), men temp. i vandet er 73, forskel=2. Fyret tager så forstærkningsfaktor 4*2=8. Hvis fyret kører på 50 % vil den lægge 8 til de 50, altså nu køre 58%. Ligeledes hvis temp. er over setpoint, så trækker den bare fra i stedet.

Hvis K er høj (over 10) vil fyret altså sætte voldsomt fut under kedlen ved små udsving. Hvis K er lav (2-4) vil den køre mere jævnt.

PID0 Ts: Opdateringstid for ydelsesregualtor på blæser (standard=30)
Ts er den tid der går mellem blæserens ydelse bliver opdateret. 30 sek. må siges at være ok i langt de fleste tilfælde.

PID0 Ti: Integrationstid for ydelsesregulatorpå blæser (standard=400)
Ti er den tid, fyret skal bruge til at nå setpoint-temp. Hvis Ti er høj (8-900) tillader man fyret at være lang tid om at nå setpoint. Hvis Ti er lav (2-300) vil den fyre ekstra op så den hurtigere når fastsat temp. Ved et hus fuldt af gulvvarme bør den ligge højt, men med store radiatorer og pludselig ændring i forbrug kan det være en fordel at den står lavt. Husk at 400 er standard.

PID0 Td: Differationstid for ydelsesregulator på blæser (standard=242)
Td er den tid, som fyret spår ud i fremtiden. Styringen regner simpelt hen fremad og ser, hvor tingene ender indefor denne tid. Hvis Td er høj (500 eller derover) vil selv små ændringer i temp. få fyret til at reagere voldsomt, fordi den spår langt ud i fremtiden hvor måske 0,2 graders afvidelse i temp. kan blive til mange grader - man pisker en stemning op. Hvis den er lav (under 200) er det omvendt, så er den lidt mere doven.

FUEL/OXYGEN:
PID1 K: Forstærkningsfaktor for regulator på stoker (standard=4)
Det samme som PID0 K, se ovenfor, bare med tilførsel af brændsel. Bør som udgangspunkt være samme værdi som PIDO K.

PID0 K er den faktor, styringen bruger til at regne stokerfremførslen ud. Husk at den bruger lambda-sonden (iltmåling) til styring af stokertiden. Hvis den ønskede ilt er f.eks. 6.5%, men den målte værdi er 4.5%, forskel 2%, vil fyret regne 4*2%=8% og trække 8% fra stokertiden (fordi ved lav iltprocent er der for meget brændsel). Naturligvis omvendt ved for høj stokertid.

HUSK i øvrigt, at stokertiden man indtaster er ved 50 procent. Hvis altså man har en stokertid på 8 sek. vil den ved 100 procent være 16. Fyret vil aldrig komme derover, også selv om iltprocenten er høj ved 100 procent drift.

Hvis K er høj (over 10) vil stokertiden ændre sig meget ved små udsving. Hvis K er lav (2-4) vil den køre mere jævnt.

PID1 Ti: Integrationstid for regulator på stoker (standard=400)
Den tid man tillader fyret at nå den ønskede iltprocent. I princippet det samme som PID0 Ti, bare med stokeren. Værdien her bør som udgangspunkt være den samme som PID0 Ti, måske lidt højere.

PID1 Td: Differationstid for regulator på stoker (standard=0)
I princippet det samme som PID0 Td. MEN - denne værdi er sat til 0, fordi man kan vælge hvem der skal spå - er det performance eller iltmåling. Hvis begge skal bestemme, så kan det blive noget rod - lidt ligesom derhjemme, der er EN der skal bestemme

DELTAMAX.
DeltaMax den største forskel, mellem målt iltprocent og ønsket iltprocent, som styringen må bruge til udregning af stokertiden.
Eksempel: Man har en ønsket iltprocent på 6.5, og en delta på 2.5. Styringen vil så bruge fra 4 til 9 til at styre ind efter. Så hvis iltrpocenten kommer under 4 eller over 9 vil den stadig ligge indenfor 4 og 9.

Det er smart hvis man åbner meget ind til fyret eller putter f.eks. brænde ind. Så vil den regulere langsommere, og det skulle give en mere ensartet forbrænding og ikke justere vildt op og ned.


SÅ LANGT SÅ GODT
Det lyder jo enkelt MEN, det er det slet ikke. For alle disse parametre bliver puttet ind i nogle MEGET komplicerede formler. Så man kan altså ikke tage sin lommeregner med ud til fyret og tro, at man kan komme til samme resultat som fyret selv regner sig frem til mht. ydelse og stokertid. Fyret har sit eget indre liv på den måde, men man har altså indflydelse på det. Lidt ligesom børn

HVILKE INDSTILLINGER ER DE BEDSTE?
Jeg aner det ikke. Det er det vi skal finde ud af, og som man kan se, så afhænger det osse af det system man har koblet på. De indstillinger, som Karsten fra Liagro anbefaler, er indstillinger som fungerer optimalt på Teknologisk Institut, men der måler de når fyret kører i 30 og 100 procent drift, og det gør man jo ikke derhjemme altid. I hvet fald mente de hos Techno-Matic, at mine indstillinger på PID0K=9 og PID0 Ti=600 ligger i den høje ende. Men jeg har gulvvarme, og dermed jævnt forbrug, og derfor har det ikke den store betydning. Jeg går også ud fra, at de mindre fyr (R15) skal have værdier, så den reagerer hurtigere en ferarri, mens de større fyr (50´eren) skal anses som en kassebil. L25 må vel anses som en slags mellemklasse-bil, og PL27 en stationcar til flere formål.....Tjah ???

THE END
Ok, håber der er nogen der får glæde af det her. Jeg skulle hilse fra Techno-Matic og sige, at det her er så kompliceret, at selv producenterne af stokerfyr ind imellem har svært ved at forstå det hele.

Og så en lille advarsel - det er ok at pille, men man kan komme til at lave nogle indstillinger, hvor den kører alt for meget brændsel ind i forhold til blæseren. I værste fald kan det give kulilte-udvikling eller meget dårlig forbrænding, og det er ikke sundt. Skriv hellere de gamle indstillinger ned, inden du piller, og stil så på fyret lidt ad gangen. Ikke noget med at stille på det hele på en gang (stokertid, iltprocent, X og Y, deltamax og PID), for så ved man ikke hvad det er, der har hjulpet.

De fyr, som Liagro sælger fra nu af, er med den NYE, opdaterede version af TM3006 (den der ver. 7.88.18b). Der er MANGE FLERE PID´er, men det må vente til en anden gang. De påstår den kører mere stabilt, men der skulle ikke blive mindre indviklet.

Kommentar fra Team Stokerpiller:
En stor tak til Rasmus for det store arbejde, vi glæder os til næste afsnit :)
Liagro arbejder på at ligge de sidste ny manualer ud på deres hjemmeside inc de bedste opdaterede indstillinger.


sg-tech
Stoker I
Stoker I
Indlæg: 23
Tilmeldt: 28 dec 2006 21:52

Indlæg af sg-tech » 31 jan 2007 09:53

I er da for geniale. Hvordan kunne i vide det var lige det jeg manglede. Og så har jeg ikke engang læst det hele igennem endnu.
-S-

-Problemer løser sig selv over tid... Men har du tid til at vente på det?!

Brugeravatar
Klaus
Stoker XVIII
Stoker XVIII
Indlæg: 3772
Tilmeldt: 27 dec 2006 06:36
Mit fyr: MGM Comfort 15KW
Areal: 185kvm
Brændsel: De billigste træpiller
Fremviser gerne i postnummer: 6900
Dagligt forbrug: 10-16kg
Årligt forbrug: Forventet 4 ton
Geografisk sted: Vestjylland ved siden af Ringkøbing fjord.
Givet likes: 3 gange
Modtaget likes: 2 gange

Indlæg af Klaus » 01 feb 2007 17:31

Spørgsmål og kommentarer stilles her : viewtopic.php?t=468


Låst