standardnørd skrev:Hej igen
.....
En sidste kommentar til MichaelK – Den der godkendelse du linker til fra J.P.s indlæg – Det er ganske vist en godkendelse og forureningsmålingerne ser helt ok ud, men har du kigget på virkningsgraden?
Den ligger så tæt på minimumskravene at en lille måleunøjagtighed reelt ville kunne have dumpet den. Alternativt ville en flink prøvemester have ladet den bestå pga. mulige måleunøjagtigheder. Lad os håbe at de der køber og installerer den er lige så omhyggelige som dem der gjorde den klar til måling i laboratoriet.
Mvh
Standardnørd
Hej Standardnørd
I EN 303-5 angives da ingen tolerancer? D.v.s at en virkningsgrad på min. 75 % er lig med en godkendelse.
En ydelse på 81,3 % i høj last, er over 6 % mere end min. kravet.
Nuvel, det er da tilladt at forholde sig skeptisk overfor måleresultaterne. Men er test foretaget i overens-
stemmelse med EN 303-5 på et godkendt testlaboratorium, er den vel stadigvæk gældende uanset, hvor tæt
resultatet måtte være på de udstukne grænseværdier.
Skal vi til at disskutere resultatet af målingerne på det mere subjektive plan, synes jeg vi bevæger os væk
fra de empiriske data, der rent faktisk kan aflæses ved målinger og beregninger.
Det er ikke befordrene for en diskussion ang. grænseværdier, at bevæge sig ind på det subjektive plan.
Man kan vel kun tage resultatet til efterretning, og anse fyret for godkendt i henhold til gældende norm.
At købere og brugere kan fejlindstille fyret, og dermed opnå en lavere virkningsgrad, er vel ikke noget
man kan tage fuldt højde for når man vedtager grænseværdierne. Selv det bedste biomassefyr kan vel
fejlindstilles?
Vil man fjerne størstedelen vedr. usikkerheder i indstillingerne i fyret, er man nød til at fratage brugeren
en stor del af de indstillingsparametre man kan justere på. Det bringer os jo frem til en af de ulemper, der
er ved afbrændning af biomasse.
Biobrændsler er jo ikke "raffinerede" i samme grad som fossile brændsler. Derfor er det jo i højere grad
nødvendigt, at kunne justere fyret efter kvaliteten på det indkøbte brændsel.
Udviklingen går rigtig nok hen i retning af en højere grad af forudindtastede parametre fra producentens
side. Disse nyere anlæg til afbrændning af biomasse, er programerede fra producentens side, til at tage
højde for størstedelen af disse afvigelser i type og kvalitet.
Jeg er selv indehaver af et sådan nyere anlæg. Mit anlæg kræver "kun" at man vejer pillerne når man skifter
til en ny sending piller, og indtaster tallene i "computeren". Til gengæld er fyret ikke særligt fleksibelt med
hensyn til valg af brændselstype. Jeg kan kun fyre med træpiller, og helst i 6 mm.
Så kunne man jo lovgivningsmæssigt fremsætte forslag om, at begrænse afbrændningen af biomasse til
et mindre antal brændselstyper. Det vil, efter min vurdering, betyde en forringelse af de muligheder, der
trods alt ligger i at anvende flere forskellige typer biomasse som erstatning for de fossile brændsler, hvis
man fremsatte et sådant forslag.
Udarbejdelsen af EN 303-5 giver os redskab til at begrænse skadevirkningerne ved anvendelsen af CO2
venlige metoder til boligopvarmning o.a., ved at opstille en række krav til selve afbrændningsprocessen.
Det må i givet fald være den teknologiske udvikling, som giver de mulige resultater.
Samme teknologiske udvilkling giver os også en mulighed for, i fremtiden, at stramme kravene yderligere
til afbrændningsprocessen. Hvornår og hvordan yderligere stramninger skal implementeres, må afhænge af
netop de teknologiske og samfundsøkonomiske muligheder. Der er ingen idé i at producere så teknologiske
og komplicerede anlæg, at ingen har råd til at investere i dem.
Mvh. MichaelK
